Skip to main content
Service

Symbolik i vores logo

By 6. januar 2020januar 13th, 2021No Comments

På baggrund af en henvendelse via vores kontaktformular, som jeg ikke kan besvare direkte til vedkommende (fordi jeg kvajede mig i formularens opsætning), bringer jeg her en smule indsigt i den symbolik som er inkorporeret i vores logoer, det simple og det fulde.

Hedensk symbolik

At symbolik var en vigtig ting i forne tider, kan næppe være en overraskelse for nogen, det gjorde sig gældende ikke kun i skjaldekunsten, som udtryk for en persons viden og intelligens, men også i mange dele af Eddaen (fx Odins besøg ved Vafthrúdnir) og i høj grad i diverse symboler. Desværre må vi nu om dage se os selv gjort godt blinde overfor meget af den symbolik som man i gamle dage tog for givet – det må vi rette op på!

Men hvad er der så at finde i vores logo?

  • Solhjul / Soltegn
  • Blótkredsen
  • Broderskabet
  • Køge Bugt
    • Og solopgangen ved vintersolhvervet
  • Hugin & Munin
  • Forandring/Forbedring/Livskraft

I det fulde logo er dog også en indbygget opgave for observatøren, til selv at finde symbolikken og den dybere mening med denne. Med andre ord; der ligger mere i det, end det som her er listet!

Solhjulet

Solhjul har altid været et vigtigt symbol her i Skandinavien, blandt andet fordi vi jo har været så afhængige af Sóls varmende lys. Men Solhjul og Soltegn er faktisk blandt verdens ældste symboler rundt om i hele verden, og lever for eksempel i bedste velgående i Hinduismen fra Indien. Og hvis man ser godt efter, vil man også kunne se det i den danske kultur fra før 2. verdenskrig.

Solhjulet er blandt andet derfor et vigtigt symbol i vores logo – med 3 af slagsen inkorporeret i den fulde udgave, og det eksklusive symbol i det simple logo.

Solhjul og Soltegn

Blótkredsen

Blótkredsen er et helligt sted, hvad der sker der og hvad er bliver sagt der, forbliver dér. Det er den sluttede og ubrydelige kreds for blótdeltagerne, hvor vores hellige handlinger oftest kommer til udtryk.

Blótkredsen

Broderskabet

Et Åndsfællesskab er defineret som værende et bredt forgrenet broderskab, og da vi ikke udelukkende optager mandlige medlemmer fandt vi det nødvendigt ikke at benytte ordet “Broderskab”, men noget som omfattede det samme, på tværs af køn.

Broderskabet

Køge Bugt

Guðavík betyder jo som bekendt Gudernes Vig / Gudernes Bugt, altså Køge Bugt – fra hvor vi oprinder. Og de første skridt mod vores stiftelse fandt sted netop her, ved Sóls opgang ved vintersolhvervet 2016, i midten af Køge Bugt. Derfor er Solopgangen i Køge Bugt ved vintersolhvervet også et vigtigt element i logoet.

Solopgang ved Køge Bugt

Hugin & Munin

Tanke og Minde, og også symbol på Óðinn alfaderen.

Hugin & Munin

Forandring, forbedring, livskraft

Spiraler symboliserer bl.a. forandring, forbedring, livskraft og vækst.

Med Guðavík søger vi altid at forbedre os selv og vores fællesskab – jeg kan fx ofte høres tale om bestræbelsen på det perfekte, men misforstå ikke, jeg mener ikke at det er muligt at opnå, i hvert fald ikke her på det fysiske plan, men det skal ikke forhindre os i at følge naturen, og søge at forbedre os selv hver eneste dag vi lever. I matematikken kender vi bl.a. Fibonacci tallene, Pi og Phi, og fra kunstens verden den gyldne spiral, de gyldne proportioner og hellig geometri, alle udtryk for den naturlige bestræbelse på at opnå det perfekte, at denne altid er en smule udenfor rækkevidde, men at vi for hvert forsøg kommer en smule tættere herpå.

Spiraler

 

– Thrane

 

FrændegruppeGuðavík vedtægterFølg os på Instagram